Henkogt tomatsovs

Har man et drivhus med blot nogle få tomatplanter, kan man – hvis man er heldig – stå med alt for mange lækre, solmodne tomater. Ud over at henkoge dem, laver jeg også en henkogt tomatsovs på nogle af dem. Det er nemlig også en god måde at få brugt nogle af de andre grøntsager der er i overflod hen over sommeren. I denne opskrift har jeg brugt squash, men du kan tilsætte alle mulige andre grøntsager, lige fra aubergine, peberfrugt og gulerødder til bønner og kål.


Jeg har tre forskellige måder jeg konserverer mine tomater:

Henkogning direkte i glas

Henkogt tomatsovs (denne opskrift)

Tørrede tomater

Hvad er så bedst? Alle sammen! Det kommer helt an på hvad man skal bruge og også lidt an på hvor meget tid man har.

Tomatsovsen her kan bruges som den er, sammen med f.eks en gang frisk pasta. Varm den op, smag til og vupti, du har den lækreste pastasovs. Den kan være base i en kødsovs eller en tomat-baseret anden gryderet, og også rundes med lidt fløde eller cremefraiche, krydrest med persille eller mere basilikum, og serveres som suppe. Uhm!


Du skal bruge

  • ca 2 kg tomater – eller hvor mange du har
  • 1-2 squash (eller andre grøntsager, f.eks aubergine, og peberfrugt)
  • 2-3 løg
  • Krydderurter som f.eks oregano eller basilikum
  • 3-4 fed hvidløg
  • groft salt
  • 1-2 dl olivenolie
  • evt en lille chili hvis du vil have den lidt spicy

Sådan gør du

  1. Skær tomater, løg, hvidløg og øvrige grøntsager i mindre stykker og fordel i en bradepande eller et ovnfast fad. Fyld bare godt op.
  2. Fordel krydderurter mellem græntsagsstykkerne, og drys salt på.
  3. Hæld olivenolie over og husk chilien, hvis du vil have den med.
  4. Sæt bradepanden i ovnen ved ca 130-150 grader, og lad det stå i ca 1 time. Check at grøntsagerne er møre inden du tager dem ud.
  5. Nu skal grøntsagerne blendes. Jeg gør det med en stavblender, dvs jeg hælder dem op i en gryde og blender dem der.
  6. Nogle gange lader jeg det koge lidt ind, inden jeg hælder saucen på skoldede glas. Det koncentrerer sovsen, så den bliver kraftigere og fylder mindre.
  7. Glassene sættes i ovnen ved 150 grader i 15 min. Er det almindelige sylteglas sættes låget løst på, så dampen kan komme ud. Er det patentglas med gummipakning, kan de lukkes helt.
  8. Efter 15 minutter, lukkes lågene helt tæt (en grydelap er din ven her) og glassene stilles til afkøling.

Tomatsovsen kan holde sig et års tid, hvis glasset er lukket tæt. Den kan fint holde sig ved stuetemperatur eller køligere. De behøver altså ikke stå i køleskab. Vil du beholde den fine farve, skal glassene stå mørkt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *