Hvilke tomatsorter har været gode hos os, og hvilke duede bare ikke. Der findes jo et væld af sorter, og når først man begynder at få øjnene op for herlighederne, er det svært at stoppe sig selv.
Men hos os var 2023 et lidt blandet tomat-år. Med den nye polytunnel, burde det have været et fantastisk år, men jorden i polytunnelen var slet ikke klar til tomater, så det gik ikke som håbet.
Jeg vidste jo godt, at jorden har betydning for planterne og udbyttet, men hvor meget det kunne påvirke, var jeg slet ikke klar over. Det har jeg så lært nu: jorden påvirker rigtig, rigtig meget!
Jeg valgte at plante dem direkte i jorden, efter at have lagt pap og et ca. 5 cm tykt lag kompost på. Det viste sig ikke at være godt nok.
Planterne voksede slet ikke, efter de blev sat ud. Som i overhovedet ikke. Jeg tror det var en kombination af kulde – der var et par kolde nætter lige efter de var plantet ud – og så pH værdien. Man skulle tro at jorden på Stevns var påvirket af kalken i undergrunden, og derfor ville være neutral-basisk, men jorden på vores mark er fed, sur lerjord. Tomater foretrækker jord, der har en pH værdi på 6-7,5. Jeg fandt en rulle pH indikator-strimmel frem, opløste lidt jord i demineraliseret vand, og målte pH værdien til ca. 5. Dvs alt for lavt.
En løsning havde været at kalke jorden, men jeg valgte i stedet at skifte jorden i deres huller. Så jeg gravede dem allesammen op en efter en, skiftede jorden i hullet ud med indkøbt muld, og satte dem igen. De mest forkrøblede blev byttet ud med en håndfuld sunde planter, købt hos Gartneri Toftegaard.
Udskiftningen af jorden gjorde en forskel, og langsomt begyndte de at vokse.
Det endte med at jeg fik et ganske pænt udbytte, men kun få af planterne nåede loftet i drivhuset, så potentialet er kæmpe stort.
For at imødekomme problemet i næste vækstsæson, har jeg prikket i jorden med en greb, for at give luft, lagt et tykkere lag kompost på, og graver et grundigt, dybt hul, der fyldes med kompost, uld og muld, når jeg sætter planterne ud til næste år.
Sorter
HVilke tomater dyrkede jeg så? I 2023 gik jeg 8 sorter til 22. En del af udvidelsen skyldes nysgerrighed, en del var gaver og så var de fem planter, jeg købte i afmagt hos gartneriet, fem for mig, nye sorter.
Du kan se en oversigt over alt jeg har dyrket ovre på tomatdatabasen.dk, hvor der er lidt flere nørdede detaljer. Listen inkluderer dog ikke dem jeg selv har taget frø af hvor jeg ikke kender sorten og mine hybrider af F1 planter. Det bliver nok for langt og nørste at gå ind i alle detaljer her, så jeg vil jeg blot gennemgå de fem bedste sorter fra i år – og også nævne hvilke sorter jeg ikke kommer til at dyrke til næste år.
Min top 5 tomater
1. Indigo rose. Smuk, næsten sort tomat. Størrelsen er som store cocktailtomater. Modner langsomt, men modne er det en krydret, smagfuld tomat. Virkelig lækker.
2. Green zebra. Grøn tomat, der er saftig, syrligsød og virkelig smagfuld. Størrelsen er som en ‘normal’ tomat
3. Jordbærtomat. Små, søde knasende cherrytomater. Virkelig lækker som snack.
4. ‘Aflang fast‘. Heirloom sort, hvor jeg ikke kender navnet. Det er frø jeg tog af en kasse vi engang købte hos Freshland, tror jeg det var. Giver meget store, aflange kødfulde tomater med få kerner. Modner sent, men er genial til saucer og gryderetter.
5. Brandywine. Pink bøftomat. Udbyttet i år var ikke så stort, men de, der kom ud af det var virkelig lækre! Store, kødfulde og også fulde af smag.
Sorter, jeg ikke gentager (og hvorfor)
San Marzano. San marzano er jo lidt en klassiker, men jeg får mere ud af min heirloom aflange, der giver større tomater og har nogenlunde samme profil, så jeg skipper San Marzano fremover.
Black Plum: Lille blommetomat med fin smag. Den er ikke spor black på trods af navnet, hat kun lidt mørke skuldre. Den er fin, men og står ikke ud på nogen måde.
Zuckertraube: Cocktail tomat. Jeg kan bedre lide bøftomater og almindelige tomater, så denne må vige pladsen.
Blå Cocktail. Igen en cocktail tomat. De er dybblå/sorte og ret fine, men var virkelig lang tid om at modne. Jeg vil hellere have Indigo Rose, der har lidt mere volumen, og som trods alt nåede at blivbe modne.
Noir de crimee. Lille bøftomat, med et usædvanligt grøngrumset ydre. Ikke nogen køn tomat, og den havde hos mig en tendens til at blive lidt grynet i det, hvis jeg ikke fik høste den i tide.