Man kan sagtens holde høns i haven, uden at gøre dem tamme og give dem navne, men jeg vil ikke være det foruden. Vores høns går frit rundt i haven når vi er hjemme, og er så tamme, at de følger efter mig rundt i haven og kommer når jeg kalder.
De spiser alle sammen af min hånd, og de mest tillidsfulde lader sig nusse lidt. Det er dog ikke dem alle jeg kan røre ved, og ingen af dem er vilde med at blive båret rundt på.
Historien om vores høns
Vi har i dag (februar 2023) et hønsehold bestående af 11 høns.
Da vi flyttede ind på gården, fulgte der to høner med. De var noget forpjuskede, men lagde begge to æg af og til. Hvor gamle de var, ved jeg ikke. De kom fra et større hold, som de tidligere ejere havde, men som gradvist var blevet reduceret til de her to. Vi kaldte dem Bob og Valdemar.
Det var en stribet skovhøne (Valdemar) og en Isa Warren (Bob).
Ret hurtigt opdagede jeg, hvor hyggeligt det var med høns. Jeg tog mod til mig og lukkede dem ud, og opdagede at de tullede rundt efter mig, hvor jeg gik i haven. Gravede jeg i jorden, kom de løbende for at fiske orm og biller op af jorden. Meget, meget hyggeligt!
Derfor måtte jeg have flere! Jeg kunne næsten ikke vente til det blev forår og der igen var høns til salg i den (næsten) lokale hønseopdræt. I starten af marts sidste år, kunne jeg endelig køre til Midtsjælland og hente det næste kuld på fire høner.
Første nye kuld
Høns kommer i papkasser. I papkassen var der en grønlegger (Carsten), en mørklegger (Chokoladehønen), en Königsberger (Guldhønen) og en sort skovhøne som vi bare kalder Skovhønen.
De blev ret hurtigt tillidsfulde. Og selv om de to gamle var ret utilfredse, så faldt der efterhånden ro på i flokken. Men jeg måtte have flere! Så nogle få måneder efter tog jeg endnu en gang turen til Midtsjælland og hentede en ny papkasse med fire høns.
Denne gang var det en grønlegger (Vanta), en Cremelegger (Måge) – der blev købt som en hvid Italiener, men vist var en fejlleverance, og så en stribet og endnu en sort skovhøne.
De to sidste nåede aldrig rigtig at få et navn, for nogle uger efter de ankom, blev de taget af et rovdyr. Det var en lun solrig dag i august.
Tragedien
Kornet på naboens mark var næsten modent, og hønsene yndede at tøffe derind og spise hvad de kunne finde af nedfaldskorn. Den gamle stribede høne lå og solede sig, da et rovdyr – måske en ræv – sneg sig ind på hende.
Hun var væk, da jeg kaldte dem ind om aftenen, og et par dage senere, fandt jeg en bunke fjer omme på marken. RIP høne.
Desværre var jeg ikke blevet klog nok af skade endnu, så næste dag lukkede jeg dem gladelig ud igen, og hønsene var heller ikke klogere, end at de tøffede om på marken igen.
Samme rovdyr fik listet sig ind på flokken, fik skambidt den lille ny stribede og nappet den ny sorte skovhøne. Den stribede gemte sig et sted derude natten over, og var tilbage ved hønsegården næste morgen til stor jubel. Det jeg ikke kunne se på den var, at den var blevet bidt. Den hang gevaldigt med næbbet, så jeg kunne selvfølgelig godt se at noget var galt. Efter to dage lå den død i en af redekasserne. Stakkels lille høne.
Seneste kuld
Resten af flokken blev holdt inde de næste par dage, mens jeg spekulerede over, om jeg skulle nøjes med de 7 høns, der var tilbage, eller om der skulle flere til.
Den sidste af de to gamle høner, Bob, lagde godt nok stadig æg, men det var æg af ret dårlig kvalitet. De var tyndskallede, så fik en høne trådt på dem gik de itu, inden jeg fik samlet dem ind. Til gengæld lagde den kun 1-2 æg om ugen. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at slå den ned. Den så ud til at have det fint, og hos os bliver man ikke nakket, blot fordi man er gammel. Den fik lov at blive og nyde sit otium.
Jeg kom frem til, at jeg gerne ville have flere. Denne gang var der to cremeleggere (Dupond/Dupont), en ny stribet skovhøne (Lille Stribe) og en mørklegger (Hobithønen) i kassen.
Tumult og indkøring
Hver gang der kommer nye høns til, er der tumult. Idyllen bliver brudt af, at jeg ikke kan lukke dem ud i en uges tid, fordi de nye skal vænne sig til hvor de bor. De gamle skal se de nye an. De nye skal lære at komme når jeg kalder, og der er en hakkeorden der skal på plads. Det er bestemt rarest med høns, når de endelig er samlet i én flok, der går rundt sammen, og når de er så tillidsfulde, at de hopper op på skødet af mig når jeg fordrer dem med snacks.
Så jeg skal ikke have flere. 10 æglæggere og en pensionist-høne, må være rigeligt.
Altså lige indtil en nabo spurgte, om jeg ville overtage en af hendes høner. Den var kun et år gammel, men havde for vane at stikke ud af deres hønsegård og rasere hendes bede.
Min hønsegård er overdækket, så når de er derinde, kan de ikke komme ud, selv om de fleste af dem er ret habile flyvere. De får som nævnt lov til at gå frit ude, når jeg selv er hjemme. Derfor mente min nabo, at hønen ville få det bedre hos os. Så i sidste weekend hentede jeg høne nr. 12.
Pensionisthønen Bobs død
Hente-hønens ankomst, fik mig til at tage en beslutning jeg har tygget på i en lille uges tid: Pensionist-hønens skæbne. Den havde hængt med næbbet længe. Jeg havde holdt lidt øje med den, men det blev ikke bedre. Den sov ikke længere oppe på pinden med de andre. Den gik med ud i haven, men ledte ikke efter orme og biller som de andre, og sad blot i en solstråle og småblundede.
Jeg har fået fortalt, at høner er gode til at fake, at de har det godt, fordi de ellers vil blive ekskluderet af flokken. En glad høne har høj hale og rank ryg. Den gamle høne brugte sin sidste tid på at tøffe meget langsomt rundt, med hængende hale. Når først halen hænger, har hønen det så skidt, at den ikke længere kan lade som om. Så jeg bad Erik om at gøre en ende på dens dage.
Den fik et kort, intenst møde med en huggeblok, og et pænt ”tak for æg” med på vejen. Stakkels lille høne.
Så nu er vi tilbage på 11 høner, og nej; jeg skal ikke have flere, før vi en dag, om forhåbentlig lang tid, er nede på 6 igen.
De forskellige høns og hønseracer på Bredemaj
Stribet skovhøne
Den stribede skovhøne er en rund, hyggelig høne, der ret nemt bliver tillidsfuld. Den har en ret lille kam, og er så fin med sine striber.
Lille stribe er den sødste lille tykke høne, som finder sig i, at jeg nusser hende. Hun lægger fine, mellemstore og meget lyse æg.
ISA Warren
Isa Warren er en hybridhøne, udvilket med henblik på mange store æg, på kort tid. En rigtig industrihøne.
Bob kunne jo ikke gøre for at hun var et kommercielt produkt, men jeg kommer ikke selv, til at købe flere af samme type.
Bob lagde store, lysebrune æg.
Königsberger
Königsberger er en smuk racehøne, med grå krop og guldfarvet hals. Vors kalder vi Guldhønen, fordi den er så gylden som den er. Den er lidt mindre end de andre, men lægger meget store lysebrune æg.
Guldhønen er en mere forsigtig høne, og nærmer sig kun lidt.
Grünleger / Grønlæggere
En grünleger er et mix af forskellige racer, så man ved aldrig hvilket temperament man får, modsat den stribede skovhøne, hvor de enkelte individer er ret ens. Vi har nu tre grønlæggere:
Carsten har den mest tossede fjerdusk på hovedet, og den særeste krøllede kam af alle vores høns. Tilgengæld er hun virkelig sød, nysgerrig og meget tillidsfuld. Hun lægger smukke mørk-mintblå æg.
Vanta. Så sort, så hun næsten er grøn. Hun er opkaldt efter farven Vantablack. En af vores smukkeste høner.
Hun lægger smukke blågrønne æg.
Hentehønen er nyeste skud på stammen. Hun er blågrå, med lys krop og stålgrå hals.
Hun lægger de smukkeste lyseblå æg.
Sølvhalset Cremeleger
Ved en fejl har vi tre sølvhalsede cremeleger. Det er store, flotte hvide høns, med grå vinger og hals. Den første vi fik – Måge – skulle have været en hvid Italiener, men nogen må have taget den forkerte høne. Pyt, Måge er den sødeste høne. Cremelegerne lægger helt lyse, cremehvide æg.
Måge er en af de meget nysgerrige og tillidsfulde høner. Hun er forrest i bussen, når der sker noget nyt, og altid i hælene på mig ude i haven. Måge fik sit navn, fordi hun ligner en måge i tegningerne.
Dupont. Ærligt, jeg kan ikke se forskel på Dupond og Dupont. Jo, når de står sammen kan jeg godt se, at den ene er lidt mere brun på vingerne end den anden, men jeg ved ikke hvem der er hvem.
Dupond er lidt mere den selstændige type, der tonser efter noget spændende uden nødvendigvis at følge flokken. Katten Montys hale f.eks.
Dupond/Dupont har gule ben, hvor Måge har mere beige ben.
Morkleger
Vi har to mørklæggere, Chokoladehønen og Hobithønen. Lige som grønlæggerne, er de blandinger, så de er aldrig ens. De lægger de flotteste dybbrune æg.
Chokoladehønen er en stor, rødbrun høne, der er ferm til at mase sig forrest, når der graves i jorden. Hun lægger store flotte æg.
Hobithønen er en lille væver type. Hun har lidt fjer på fødderne, så det var jo oplagt at hun er lidt Hobit. Hun er nysgerrig, men også lidt forsigtig. Hun lægger lidt mindre æg end Chokolade, men de er lige så flot brune.
Sort skovhøne
Den sorte skovhøne er en smuk, sort høne, med gylden hals. Den lægger meget store, nærmest runde gyldenbrune æg.
