Kål

– en status over 2022

Jeg var meget i tvivl om hvor meget og hvilke kål vi skulle have i køkkenhaven.

Kål fylder, og selv om køkkenhaven er pænt stor, så måtte jeg begrænse mig til en start. Til næste år ryger kålen ud i et bed på marken, så der er lidt mere plads at boltre sig på.

Spidskål var en selvfølge! Jeg ELSKER spidskål! Jeg valgte lidt i blinde sorten cour di bue grosso. Jeg forspirede og plantede 5-6 planter ud og dækkede dem med kålnet med det samme. De blev alle super flotte og meget lækre. Lige indtil der gik for meget larve i den. De små bæster må have fundet vej ind under nettet, så en læring er at være meget omhyggelig med kålnettet. En anden udfordring var, at stå med 5 store flotte spidskål på én gang. Så jeg har noteret mig at forspire af flere omgange. Der nåede at få sat et ekstra hovede, der blev høstet i starten af november.

Jeg satte også 5-6 hvidkål, af sorten Dowinda. De fleste planter gav flotte store hoveder – som jeg måske høstede for tidligt. Der begyndte nemlig at gå larver i dem, så jeg prøvede at redde dem. Larverne fik dem ikke, men jeg skal finde på noget bedre med opbevaring. De lå i vores ‘kolde viktualierum’, der er et uopvarmet rum for enden af laden. Resultatet var, at de sidste to var blevet godt mugne på ydersiden, da jeg til sidst tog dem ind, rensede dem for klamme blade og lagde dem i køleskabet.

Spidskål klar til høst.

Læring må være den samme som ved spidskål: forspire og plant ud i etaper. Evt. skal jeg måske have en tidlig og en sen sort.

Broccoli har ikke været helt den store succes i år. Jeg valgte sorten Rasmus, forspirede og plantede ud og så gik det bare langsomt. Om det var hønsene der gravede dem op eller tørken ved jeg ikke, men jeg har høstet to bittesmå broccolihoveder og et håndfuld sideskud. Og det længe efter at nærmest alle andre på næsten hele den danske del af internettet høstede flotte hoveder.

Vi er ellers store broccoli fans, så til næste år skal vi helt sikkert have flere planter – og flere sorter.

Den sidste type af kål vi fik plads til i år var Grønkål. Jeg valgte sorten Westland Winter. Stor succes. Vi har spist af dem i flere måneder nu, og de nederste blade har jeg givet hønsene i ny og næ.

Det står stadig 4 store grønkålsplanter i køkkenhaven. De er kæmpestore og dybgrønne. Jeg glæder mig til vinter, når vi for alvor begynder at spise af dem.

Jeg satte 5 planter, det er vist meget passende for vores behov.


Det jeg har lært:

  • Mere broccoli! Rosenkål og vinter hvidkål.
  • Vær omhyggelig med kålnettet.
  • Forspir og udplant af flere omgange, så vi ikke står med 5 store spidskål på én gang.
  • Dyrk både tidlige og sene sorter af kål

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *