– en status på 2022
Jeg dyrkede sorten Formanova, der giver korte, aflange rødbeder. De blev lækre og sprøde, og udbyttet fint.
Jeg forspirede dem allerede i slutningen af februar, med 3-4 frø pr celle. Jeg forspirede 18 klynger á 3-4 stk. Det gav et fint udbytte, både til os selv og lidt til vejboden. De blev plantet ud som noget af det første i april, i de små klynger.
Multi-såningen virkede rigtig fint. Rødbederne voksede fint og lagde sig væk fra hinanden, så de tilsyneladende ikke pressede hinanden eller skyggede for hinanden.
Jeg kan bedst lide rødbeder når de ikke er så store, så hvis metoden har givet mindre rødder, er det helt i orden med mig.
Vi høstede de første i slutningen af maj, og kunne trække/vride dem op en ad gangen, og lade resten af klyngen vokse videre i ro og mag. Jeg vandede efter hver høst, for at sikre at jorden satte sig omkring de resterende rødder.
Rødbeder er ikke en af mine favoritgrøntsagerne, men er et fint supplement i salaten, især når de er knasende sprøde direkte fra køkkenhaven. Jeg har dog også syltet et enkelt glas, der bliver taget frem til jul.
Pastinakker er ikke min ting. Det er nok også årets største fiasko. Jeg såede 3 rækker, der var ca halvanden meter lange. Efter såning blev de dækket med fiberdug, men der er nok alligevel nogle, der har nydt godt af frøene, inden de kunne nå at spire.
Vi fik nemlig kun to (2!) jammerlige pastinakker ud af det. To stk, som begge var halvrådne, da jeg prøvede at trække dem op. De kom direkte på komposten.
Pyt. Vi er ikke de store fans af pastinakker, så det går nok.
Det jeg har lært:
- Multisåning fungerer rigtig fint
- Rødbeder kan med fordel forspires i etaper
- Pastinakker behøver vi ikke gentage