Vi har etableret en sø på vores eng. Søen skal udvilke sig naturligt med hjemmehørende arter, der vil indvandre fra den omkringliggende natur.
Da vi flyttede ind på Bredemaj, var der sået hvede på marken der hørte til ejendommen. Aftalen var, at landmanden, der havde forpagtet jorden til vi overtog, havde råderet over jorden til hans hvede var høstet. Det gav os tid til at planlægge hvad vi ville bruge 3 hektar jord til.
Allerede fra de første snakke hen over køkkenbordet, hvor vi med post-its forsøgte at fylde marken ud, var det en seddel med ”sø” på. På det tidspunkt var der ingen af os der anede hvordan man anlægger en sø, og det overhovedet kunne lade sig gøre.
Det første store projekt derude var som bekendt skoven, og under de indledende snakke med konsulenten fra HedeDanmark, der stod for den mere detaljerede plan for skoven, foreslog han, at der jo kunne ligge en sø på stykket foran skoven. Han tilføjede det til ansøgningen til kommunen om skoven, og aftalen var så at vi selv ville få den gravet, når skoven var anlagt.
Det skete så d. 30. marts 2024.
Godkendelse fra kommunen
En sø større end 100 kvm kræver tilladelse fra kommunen, og det spøjse er, at når først den er anlagt, så kræver det også en tilladelse at nedlægge den igen, fordi den nu er dækket ind under en paragraf i naturbeskyttelsesloven. Godkendelsen kom i forbindelse med, at vi fik tilladelse til at anlægge skoven, og med den fulgte en række krav. Alle for at sikre en så stor naturlighed som mulig.
Der var krav til størrelse, dybde, dyr og planter i søen.
Kravene til søen
Søen måtte maximalt være 400 kvm. Den jord vi gravede op, skulle blive på ejendommen, og fordeles i et lag med en højde af max 0,5 meter og mindst 5 m fra søens bred. Dette, for ”ikke at påvirke landskabet negativt ved etablering af bakker, volde eller lignende.” Man holder nemlig fast i Stevns naturlige landskab, og Stevns er primært ret flad.
Brinkernes hældning skulle være flad, gerne fladere end 1:5, og ingen steder stejlere end 1:3. De flade bredder giver lavvandede områder, med varmere vand til gavn for mange vandhulsdyr. Det giver også areal med søbund, der får rigeligt sollys, så der er levesteder for flere typer planter. Samtidig sørger den flade bred for, at padder og mindre pattedyr let kan komme både ned i, og op af søen.
Den maksimale dybde søen måtte have, var 2,5 meter.
Der måtte ikke etableres øer i søen. Sjovt nok.
Søen måtte ikke have forbindelse til vandløb, dræn eller lignende. Dette for at undgå øget tilførsel af næringsstoffer, både til til skade for henholdsvis vandhullet og eventuelle nærliggende vådområder.
Dyr og planter
Der må heller ikke sættes hverken dyr eller planter ud i søen, og der viltet må heller ikke fodres i eller ved søen. Det skal sikre at det er naturligt hjemmehørende arter, der indvandrer til vandhullet, og at søen ikke bliver forurenet med næringsstoffer fra fodringen.
Det kan virke som mange krav, men det giver jo alle god mening. Vores intention var at skabe en naturlig sø, og med kravene, har vi indirekte fået en fin guide i, hvordan man etablerer en sådan.
Testsøen
En ret central del af at kunne etablere en sø, er vand. Som nævnt må vi ikke hente vandet fra hverken diverse grøfter eller vandløb i nærheden, og heller ikke fra vandhanen. Så vandet skulle sive ind af sig selv, dvs komme fra det øverste grundvandsspejl.
Men hvordan ved man, om der rent faktisk er nok vand i jorden til, at der naturligt vil komme en sø, når man graver 2,5 meter ned?
Det gør man ved at grave en test-sø.
Vi fik overtalt ejeren af den lokale maskinstation til at stikke forbi med en stor rendegraver, og grave et 2 meter langt, 1 meter bredt og 2,5 meter dybt test-hul. Og hurra! Det kom vand i hullet ret hurtigt.
Vi gravede testsøen i maj måned sidste år, og selvom der kom en del vand i med det samme, tørrede det ud i løbet af sommeren. Hullet var da også skvattet en smule sammen, så det ikke længere var 2,5 meter dybt. En overgang var vi ved at opgive tanken om en sø, for det giver jo ikke mening at grave en stor fordybning i engen, der ville ligge tør det meste af året.
Men så blev det efterår og vinter. Og det regnede. Og regnede. Testsøen blev fyldt op og både engen og skoven stod under vand meget af vinteren. Så ikke alene, var der vand nok til at fylde en sø, søen kunne også virke som dræn for skov og køkkenhave. Vi ville både få en sø og klimatilpasse vores jord.
Udgravning af selve søen
Søen blev gravet på én lang dag. Vi havde hyret en mand med en meget stor gravko, der både gravede hullet og jævnede jorden ud over engen.
Søen, som den er i dag
Allerede mens søen blev gravet, begyndte vandet at pible ind fra siderne, og ret hurtigt var bunden dækket med vand. I løbet af den første uges tid, blev hullet fyldt en del op, og her tre uger efter, stiger vandstanden stadig dagligt.
For at give insekter og padder noget at skjule sig under, og sole sig på, har vi lagt store sten på bredden, og enkelte er trillet helt ned i søen.
Bunden af søen er lyst ler, så søen havde i starten en turkisgrøn farve. Efter nogle uger, er den blevet mere og mere grøn, sikkert fordi der er begyndt at gro alger i den. Den første vandkalv er spottet i vandet, men om den slog sig ned ved jeg ikke.
Der er ikke flyttet andre planter eller dyr ind endnu, men vi højder øje med udviklingen dag for dag.
